Beretning 1997 – tropsleder
Noget af det første vi gik i gang med efter sidste grupperådsmøde var at forberede os til divisionsturneringen, hvor vi havde to patruljer med. Det blev til en første og en andenplads. Så stod der sommerlejr på programmet. Vi skulle på kanotur i Sverige. Vi padlede i søerne nord for Bengtsfors. Vejret var vi ikke så heldige med, men på trods af det, syntes jeg at det var en rigtig god tur.
Efter sommerferien havde vi åbent hus i WigWam. Vi fik de nye fordelt i de tre patruljer vi har. Det fungerer godt.
Arbejdsstoffet i efteråret har vi delt op i tropsopgave og patruljeopgave som de har fået point for. Som tropsopgave har vi arbejdet med de traditionelle spejderfærdigheder såsom kort og kompas, morse, knob, byløb. Men der har også været tid til andre ting, blandt andet har vi fået lavet bolcher og vejrstation. Som patruljeopgave har de lavet morseapparat, ellert og vindvogn.
I efteråret var vi også på oprykningstur i Torphytten, hvor vi kartede uld og lavede filthandsker, mens andre lærte at splejse. Om eftermiddagen skulle vi have slagtet de fire kaniner vi skulle have til aftensmad. Det var der stor interesse for og alle spiste af maden. Om aftenen havde vi oprykningsritual.
Patruljerne har også selv arrangeret ture.
Alt i alt synes jeg at det har været et godt år. Men her på det sidste er det ligesom gået lidt i stå med arbejdet i patruljerne, så vi vil prøve at indføre et nyt arbejdsstof. Det består i at hver spejder får “den lille blå” som er et lille hæfte hvori der er fire prøver som er tilrettelagt på en sådan måde, at spejderen kan se hvor langt de er i forhold til målet.
“Den store blå” er en bog som spejderen kan slå op i og finde løsning på de forskellige opgaver der er i de forskellige prøver. Når de har løst de enkelte prøver, får de først et lædermærke hvorpå de får et guld, sølv eller bronzemærke alt afhængigt af hvilke af prøverne de har løst.
Med det nye arbejdsstof mener vi, at vi kommer godt rundt om spejderarbejdsstoffet.
I maj skal vi på divisionsturnering i Bryrup. Sommerlejren bliver en divisionssommerlejr, der finder sted i Toggerbo-lejren på Djursland.
Vi er i øjeblikket kun to ledere tilbage, da Tom holdt i efteråret, så vi kunne godt bruge en til (det er faktisk sjovt at være leder for sådan en flok unge mennesker).
Peter Sørensen
Tropsleder
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!