Beretning 1998 – minileder
Ved sidste grupperådsmøde havde minigrenen 16 minier. Ved oprykningen skulle vi af med næsten alle minierne og fik kun 4 nye op fra mikroerne. Af de 8 der nu var tilbage faldt yderligere 2 hurtigt fra. At køre et fornuftigt spejderarbejde med kun 6 minier er svært, da der altid vil være fravær ved møderne, så vi reelt kun er 4-5 hver gang.
Jeg tror såmænd nok minierne har syntes det har været hyggeligt, men det sætter lidt begrænsninger på spejderarbejdet og på ledernes engagement.
Minigrenen består udover mig af Vivi. I sommerferien 1997 valgte Tine at holde som leder og sidenhen er Janni kommet til. Mens vi havde 16 minier med gang i var 3 ledere lige i underkanten, men nu er vi jo 1 leder pr. 2 børn, så det må betegnes som ren luksus.
Vi har i perioden op til sommerlejren arbejdet en del med patruljernes samarbejde. I perioden efter sommerferien har vi både arbejdet med traditionelle spejderfærdigheder og lidt mere håndværksprægede aktiviteter, fx træarbejde, papirfremstilling, batik o.lign. Af ture i årets løb kan nævnes en tur til Gammelstrup i april, hvor vi havde et meget godt fremmøde. MUS-løbet den første lørdag i maj er jo en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor vi også deltog i 1997. Sommerlejren til Toggerbo Spejdercenter på Djursland var en stor succes, hvor alle minier, på nær 2, deltog under hele lejren. Selv lokumstømning og morgenvandring (kl. 04:00) tog de i strakt arm! I efteråret hvor vi jo kun havde 6 minier, tog vi på tur sammen med minierne fra Bredsten Gruppe, hvor en af de tidligere miniledere hos Erik Menved (Birgit) nu er leder. Vi skulle også have været på minidag/miniturnering i efteråret, men der var kun 1 mini der tilmeldte sig, og det må jo siges at være lige i underkanten.
I den kommende tid skal vi naturligvis på MUS-løb den første lørdag i maj. Den 15.-17. maj skal vi på tur til hytten i Torp. Efter mikroernes pinselejr har vi besluttet i gruppen at vi holder oprykning for mikroerne. Dette sker primært af hensyn til minierne, for at vi kan arrangere en sommerlejr. Med kun 6 minier er der simpelthen ikke grundlag (hverken økonomisk eller ledermæssigt) for at lave en sommerlejr. Vi har derfor besluttet, at de gamle mikroer (dvs. dem der går i 1. klasse nu), allerede efter Pinse bliver minier. Så har de mulighed for at lære minigrenen at kende inden sommerferien (så godt man nu kan på 3 uger), og kan komme med på sommerlejr.
Sommerlejren 1998 kommer til at foregå på Forlev Spejdercenter, hvilket også er stedet hvor mikroerne har været på pinselejr. De nyoprykkede minier vil derfor være bekendte med stedet, men aktiviterne vil være nye. Sommerlejren ligger fra tirsdag den 23. juni til lørdag den 27. juni.
Jan Andersen, minileder
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!