Efterårstur til Temnæs hytten
Det er faktisk ligegyldigt om man er mikro, junior eller seniorspejder – der lugter lige dårligt af prutter i sovesalene når man er på tur.
I hver spejdergruppe arbejder man med en rød tråd, som handler om, at give spejderne en samlet oplevelse af deres spejdertid – uanset længden på den. Det hele kulminerer når man bliver seniorspejder, for så er der ikke længere en leder der planlægger ugens program eller weekendturene, det står man selv for.
Klan Mikmak har nu været genopstået i 11 år og der er sket rigtig meget i løbet af den tid – eller er der nu også det? Hvis vi kigger bare 5 år tilbage ville vores ankomst til weekendture være lige på grænsen til at det ville være en ungdomsfest, dog stadig med store ambitioner og visioner om hvad weekendens program skulle indeholde af diverse spejderaktiviteter – som selvfølgelig ville blive udført.
Hvis vi kigger lidt på ankomsten til vores efterårstur i forrige weekend, ser den nu således ud:
Første senior ankommer til hytten, hvorefter der bliver tændt op i pejsen så hytten hurtigst muligt kan få en temperatur som ikke indebærer at alle har deres vinterjakker på indendørs.
Dernæst kommer den nyeste senior i flokken og sætter straks i gang med at varme vand i en gryde på komfuret så vi kan få os lidt varmt at drikke.
Herefter ankommer spejderen med stort S i sit outdoor tøj (Forestil jer Fjällræven fra top til tå), som faktisk allerede er klar til morgendagens formiddagsaktivitet, hvor vi skal ud og sanke svampe i skoven. Han er ligeledes klar med toastjernene så vi alle kan få nogle lækre båltoast til frokost efter svampeturen.
Herefter kommer seniorerne der tilsammen har over 40 års spejder erfaring slæbende på deres grej i IKEA poser – som er så fyldte at man skulle tro at de skulle være afsted i en uge og aldrig rigtig har lært at pakke deres grej i tasker – sammen med deres hund og finder sig til rette i hytten.
Herefter kommer de nybagte forældre med en baby på armen og lidt mere udstyr end de normalt ville have med til en weekendtur. De har derudover også mordgåden med som skal bruges til fredagens underholdning og hvad der nu ellers skulle bruges til de små konkurrencer der skal afholdes lørdag eftermiddag og spilles om aftenen.
Herefter kommer den unge afdeling ind af døren. Den første mand træder ind med et beerpong bord, den næste med et fadølsanlæg og den sidste med en soundbox også er vi ligesom landet i hytten og klar til en weekend fyldt med aktiviteter, spas, dybe samtaler og amninger til langt ud på natten.
På mange måder er der sket meget på de sidste 11 år også alligevel ikke helt, men en ting har ikke ændret sig. Vi er stadig én stor familie, der elsker friluftslivet og oplevelserne vi skaber med hinanden. Vi sætter selv rammerne for dagens program og vores ambitioner er stadig ligeså høje som for 11 år siden.