Juniorer på Blå Sommer
18 styk friske juniorer var med på Blå Sommer 2004 fra Erik Menved Spejderne. I har sikkert allerede derhjemme hørt om lejrens mange begivenheder: Den store labyrint i Den Hemmelige Testzone, gravning af grøfter i silende regn, Jonas’ morgenvækning med horn, vores ludospils tilblivelse, vandrutsje-banen, Jan’s bjergprikkede boxer-shorts og meget, meget andet. Så det vil jeg ikke fortælle yderligere om. Hvis I har været heldige, er I også allerede blevet guidet gennem alle billederne på vores hjemmeside og fået uddybende beskrivelser af alt hvad der er sket.
Midt imellem alt dette er også de mange små ting, som nemt bliver glemt, eller som det er svært at tage billeder af. For eksempel at vi havde 18 juniorer som hjalp til med alt det der skulle gøres (næsten) uden brok. Og at vi havde 18 juniorer, som kom tidligt op hver morgen, og endda kunne finde både uniform og tørklæde i teltet inden flaghejsning. Okay, teltorden er måske så meget sagt, men vi er jo heller ikke kommet på Blå Sommer for at rydde op hele tiden – juniorer skal jo også være forberedte på at blive storspejdere engang…
Men vi havde skam 18 ihærdige juniorer med. De første dage klagede de deres nød en lille smule over, at de havde for lidt fri og skulle for tidligt op, men da de så om mandagen fik fri hele dagen, og endda ikke engang skulle lave aftensmad, hvad brugte de så dagen til? Jo, såmænd til at save og kløve den største mængde brænde jeg endnu har set juniorer lave i eet træk.
Når man bor sammen 6 mand i et telt, og skal deles om ikke meget mere end 5 kvadratmeter i 10 dage, så er det nemt at blive lidt uvenner. Især når mange dage er gået, og vi allesammen begynder at være lidt trætte. Men det skete slet ikke. Vores spejdere blev sørme ved med at deles om deres slik hver aften. Så var der jo også vores lille gæst, Callum, fra Wales, der fra første dag var meget populær blandt vores spejdere. Havde han været et tøjdyr, ville han være blevet slidt op i de 5 dage han var i vores lejr. Juniorerne har virkelig fortjent deres Friendship Award.
Som I muligvis har læst i vores dagbog, så morede vi os i starten lidt over, hvor meget vores islandske gæster havde brug for førstehjælpskassen til at klare diverse skrammer. Jeg må dog sige, at juniorerne tog ganske fin revance i den sidste halvdel af lejren, hvor det næsten ikke kunne betale sig at sætte låg på kassen mere. Men de bar det med stil – det må siges. Flere af dem syntes, at det der med plaster bare var noget spild af tid.
Nu siges det jo ofte, at børn er sødest når de sover. Juniorlederne vil dog gerne bevidne, at de også kan være det, når de er på sommerlejr. Derfor har de også helt sikkert fortjent deres Lejrbevis, som de fik overrakt på juniormødet efter sommerferien.
De bedste spejderhilsener
Juniorlederne
PS: Jeres børn kan ikke li’ blomkål.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!