Juniorsommerlejr på Livø

Sommerlejren for juniorer kommer i år til at gå til Livø. Ja – du læste helt rigtigt. LIVØ. Det er en lille ø som ligger midt i Limfjorden. Hvis du ikke ved hvor Limfjorden er, så må du finde et Danmarkskort frem.

Sommerlejren kommer til at foregå lige når du har fået sommerferie – fra den 24. juni til den 1. juli.

Juniorlederne er i gang med at planlægge sommerlejren, og vi skal nok få det rigtigt sjovt deroppe. Selvom Livø er en lille ø med kun 10 faste beboere, så er der masser at lave.

Man kan kun komme til Livø med en lille færge der sejler nogle gange om dagen i sommerperioden. Øen er kun 3 kvadratkilometer stor – faktisk cirka samme størrelse som Hjarnø i Horsens Fjord. Der er ingen biler og knallerter på øen. Ja, selv hunde må man ikke have med, for at beskytte det dyreliv der findes på øen.
På denne lille ø laver vi vores lejr, hvor vi selvfølgelig skal bo i telt, lave mad over bål og alt det andet som rigtige spejdere nu gør på små øer i Limfjorden.

Vi kender endnu ikke den nøjagtige pris for turen, da vi lige skal have nogle gode priser for bustransport derop, sejlads med færgen og lignende. Men prisen vil blive i nærheden af 750,-

For at vi kan lave aftaler med dem der bor på øen vil vi gerne vide, hvem der vil med på sommerlejren. Derfor skal vi have en forhåndstilmelding.

Du skal derfor udfylde sedlen som du fik udleveret på juniormødet den 22. marts, og aflevere den til juniorlederne senest den 5. april. Vi vil ikke have nogle penge endnu, men du kan godt begynde at spare op af lommepengene.

Med venlig hilsen
Juniorlederne

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar