Coronavenlig sommerlejr
Hvad gør man med en flok junior- og tropsspejdere der trænger til fysiske udfordringer under en COVID-19 pandemi?
Man tager dem selvfølgelig med på sommerhike i det Sydfynske.
Junior- og tropsspejderne var på hike-sommerlejr til Øhavsstien på Sydfyn. Øhavsstien er en vandrerute, som blev etableret i 2016. Med sine 220 km er Øhavsstien en af Danmarks længste vandreruter og måske endda landets bedste. Stien omkranser Det Sydfynske Øhav, går gennem flere af de Sydfynske øer, og bliver løbende opkvalificeret.
Vi havde på forhånd udvalgt en mindre del af Øhavsstien på 100km som vi gennemførte i uge 27. Spejderne skulle selv gå med alt personligt grej, inklusiv sovepose, liggeunderlag og telt. Vi gennemførte daglige vandreture på op til 20 kilometer med rygsækkene på ryggen, men det var selvfølgelig ikke alle dage vandreturene var lige lange. Vi konstaterede hurtigt, at Øhavsstien er en natursti med et meget varierende terræn, der gik langs strande, på stier langs marker, på små skovstier. Vi gik gennem sumpområder med små – meget små gangbroer, der flere steder var ødelagte, så sko og støvler blev tjekket for evnen til at holde vand ude.
De første par dage gik vi langt, næsten 20km begge dage, så det var nogle trætte spejdere der på ingen måde var oplagte til yderligere hike. Der var pres på fra spejderens side for, at de daglige ruter skulle afkortes. Det blev de, og dermed blev spejdernes humør hurtigt også bedre, særligt tirsdag blev en rigtig slappedag.
Tirsdag brugte vi det meste af dagen i Svendborg, hvor en del af lommepengene blev brændt af, så problemet med overskydende lommepenge ikke længere eksisterede. Vi besøgte Martha-stuen, hvor en meget entusiastisk Maskinmester fortalte om Martha nørderne i Svendborg, og anekdoter fra de årlige Martha-sammenkomster som i år desværre var aflyst. Juniorspejderne kender ganske godt filmen Martha, da det er en tradition, at den vises på juleturen, og kunne dermed genkende mange af rekvisitterne i Martha-stuen.
Efter Svendborg-dagen tog vi færgen til Ærø, hvor vi skulle vandre tværs gennem Ærø, fra Marstal til Søby. Søby blev dermed vores sidste overnatningssted, og aftenen inden færgeturen til Fåborg, hvor de forventningsfulde forældre ventede, blev gennemførslen af turen fejret så godt som vi kunne under hensyntagen til COVID-19 situationen. Intet ville være bedre end at fejre det med is, pizza og sodavand, så det gjorde vi. Eller vi forsøgte, for det er ikke nemt at skaffe nybagte pizzaer fra det lokale pizzeria i Søby. Fulde af forventning mødte 2 fornøjede spejderledere op på det lokale pizzeria kort efter åbningstiden, for det skulle være en overskuelig opgave at overraske de trætte men glade spejdere med friskbagte pizzaer. Det gik også godt med pizzabestillingen indtil en håndfuld var bestilt, hvorefter den flinke bestillingsdame spurgte til hvor mange pizzaer vi havde brug for. Efter hun havde fået fortalt antallet, stivnede smilet lidt, og hun måtte have fat i pizza-bageren ”ham selv” for afklaring på om det var muligt. Svaret fra pizza-bageren var klart, det var ikke muligt – et antal i den størrelse, skal bestilles på forhånd. De to slukørede spejderledere måtte efterfølgende forlade det mennesketomme pizzeria, for at gå til plan C, D eller E.
Det er ikke usædvanligt for en spejderleder at have en plan eller to i baghånden når man er på tur, men det unormale i situationen er, at det sker i forbindelse med pizzabestilling. Nu måtte der findes på noget alternativt, og her kommer det positive ved COVID-19 situationen ind i billedet. Hjemmefra havde vi nøje planlagt turen, hvor alle forhold ift. COVID-19 situationen var gennemgået. Dette var blandt andet i forhold til overnatninger, spisegrej, madlavning, servering, hygiejne mm, som gjorde det nødvendigt, at have følgebil med. Så løsningen på pizza-krisen blev, at følgebilen måtte til Marstal, hvor vi startede Ærøturen for at hente pizza til alle. En køretur på mere end en time, men det var ikke så vigtigt i situationen for pizzaerne var værd at vente på. Gennemførslen af turen blev fejret, og efter en velfortjent nattesøvn, pakkede vi vores grej sammen, og tog færgen til Fåborg, hvor en stor velkomstkomite af forældre var mødt op.
Herunder kan I se nogle billeder fra vores hike.