En ny og spændende sejlsæson er skudt i gang
Vinteren er og bliver aldrig en søspejders ynglingstid. Alle sukker konstant efter plusgrader, sol og tilpas vind til sejlads. Når man bor i Danmark, må man erkende at vejret ikke er til sejlads hele året, og så må man få tiden til at gå med andre ting.
Vi ville så gerne være klar til, at få bådene tidligt i vandet, og bundmalede derfor bådene i efteråret. Så skulle vi have knap så meget arbejde i foråret. Inden vi gik på juleferie, var alle både derfor bundmalede og pakket ind, så de kunne gå i hi indtil det blev forår.
Vinteren er for os gået med sejladsundervising, samarbejdsøvelser og ikke mindst øve pælestik. Juleturen gik til Stifindernes hytte i Marselisborg, hvor vi tog mærket “24 brætspil på 24 timer”, gåtur på det julebelyste strøg og hygge med filmen Martha.
Søspejderne er nu kommet ud fra sit vinterhi, og bådene er blevet søsat. Det blev lidt anderledes i år end de tidligere år. Vi har nemlig fået to større skibe, som også skulle have lidt kærlighed. Det ene skib købte vi i 2022, og det andet skib fik vi i år foræret af en mand der ikke længere kunne sejle hende. Dette skib hedder Moana. En 50-årig dame med lang køl. Utrolig velholdt båd, som vi glæder os til at sejle mange togter i.
I denne weekend holdt vi standerhejsning, hvor vi skød sejlsæsonen i gang. Vi hejste vores stander på havnen, sang et par sange, spiste morgenmad sammen, og sluttede af med at døbe båden vi købte i 2022. Hun har fået navnet Pegasus.
Vi glæder os nu til en sejlsæson, som byder på udnævnelse af fartøjsfører og matroser. I sommerferien sejler vi til Thurøbund spejdercenter, hvor vi skal på Sølandslejr som ca. 700-800 andre søspejdere fra både Danmark, Norge og måske andre lande. Det er en tur vi ser meget frem til, både pga. sejlturen men også for at møde vores venner fra hele Danmark.
Følg os på Instagram Erik_menved_soespejder