Fakta om Erik Menved Spejderne
Gruppens officielle navn i Det Danske Spejderkorps er Erik Menved Spejderne
Af historiske årsager omtales gruppen ofte som EMT (Erik Menveds Trop), hvilket også er den forkortelse der indgår i vores logo. Så når der på vores tørklæder og materiel står EMT, er det altså ikke fordi vi ikke kan forkorte “Erik Menved Spejderne” korrekt.
Og hvorfor så egentlig Erik Menved – var han spejder? Nej, det var han så sandelig ikke. Han var til gengæld konge af Danmark fra 1287, hvor han blev kronet kun 13 år gammel, efter mordet på sin far Erik Glipping i Finderup Lade. Han regerede indtil sin død i 1319. Erik Menved Spejderne er stiftet 18. maj 1924 – altså 750 år efter Erik Menveds fødsel. Horsens var et af de steder i landet hvor Erik Menved byggede store fæstningsværker for at bevare kontrollen med landet. Resterne af dette fæstningsværk, der er bygget i 1313, kan fortsat ses i Bygholm Park omkring 500 meter fra Erik Menved Spejdernes tilholdssted.
Det Danske Spejderkorps
Erik Menved Spejderne er en del af Det Danske Spejderkorps (DDS), populært kaldet “de blå spejdere”, som er en upolitisk børne- og ungeorganisation med religionsfrihed, i modsætning til de andre spejderkorps.
DDS er en demokratisk organisation, hvis øverste myndighed er korpsrådet. Korpsledelsen er det øverste ledende organ.
Horse Division
Alle spejdere i DDS er tilknyttet en lokal gruppe (fx. Erik Menved Spejderne). Grupperne er igen tilknyttet divisioner. Der er 35 divisioner på landsplan og de udgør bindeleddet mellem den enkelte gruppe og korpsledelsen.
Erik Menved Spejderne er med i Horse Division sammen med 16 andre grupper i kommunerne omkring Horsens.
Bestyrelsen
Erik Menved Spejderne er bygget op på samme måde som divisionen og korpset med en bestyrelse. Bestyrelsen består hos Erik Menved Spejderne af 5 forældre, 5 unge (15-23 år) samt 4 grenledere og gruppelederen.
Der er valg til gruppestyrelsen en gang om året, hvor bestyrelsesmedlemmerne vælges ind for to år.
Lederne
De uniformerede ledere hos Erik Menved Spejderne er frivillige og får ikke nogen form for løn for deres lederarbejde.
Forældrene
Forældrene opfordres til at melde sig til bestyrelsesarbejde eller hjælpe til på anden måde, eksempelvis med rengøring, kørsel på ture, rafteture m.m., eller ved at deltage aktivt i nogle af de underudvalg der arbejder med dyrskueparkering, markedsføring m.v.
Spejderne
Hos Erik Menved Spejderne har vi mikrober (3-6 år), mikrospejdere (6-8 år), minispejdere (8-10 år), juniorspejdere (10-13 år), spejdere (13-17 år) og seniorspejdere (17-23 år).
Nye børn
Når der kommer nye børn til Erik Menved Spejderne får de lov til at være med nogle gange inden de får et tilmeldingskort med hjem. Ved indmeldelse er der et indmeldelsesgebyr på 100 kroner for hvilket man også modtager vores gruppetørklæde. Uniform og andet udstyr kan købes i Spejdersport.
Har du lyst til at være med, er du altid velkommen til at komme til et af vores spejdermøder for at se hvad vi laver. HER kan du se hvornår de forskellige aldersgrupper (afdelinger) har møder. Ring eventuelt til afdelingens leder i forvejen for at være sikker på, at spejdermødet ikke foregår et andet sted.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!