Et nyt spejderår er skudt i gang
Så er et nyt spejderår skudt i gang hos mikroerne. Sæsonen er startet ud med fokus på naturens madglæder, der heldigvis findes mange af, og der er ikke noget bedre end et spejdermøde, der indebærer en eller anden form for noget spiseligt 😊
Mikroerne har bl.a. stegt æbler over bål, der efterfølgende fik et drys kanelsukker, de har lavet mirabellemarmelade, hvor mikroerne naturligvis selv plukkede mirabellerne. Der er også lavet frugtsalat med fokus på bær og frugter, der vokser i Danmark. Hertil var mikroerne også ivrige efter at plukke deres egne æbler og brombær. Der er også lavet hyldebærsaft, og så har mikroerne lært lidt om forskellige kornsorter, hvor de skulle forsøge at male deres eget mel mellem to sten. Mange af møderne har derfor budt på kommentarer som: ”mmm” eller ”det smager godt” eller ”det vil jeg lave derhjemme”.
Foruden de ugentlige møder, har der også været to arrangementer, som mikroerne har deltaget i, som viser, at spejder er meget andet end lejrbål, snitte i pinde og binde knob. Midt i september var vi sammen med en masse andre spejdere fra Horsens til SpejderEvent, hvor alle de velkendte spil havde fået et lille tvist. Mikroerne spillede bl.a. klodsmajor i en stor udgave, hvor de viste stor koncentration, så tårnet til sidst var blevet så højt, at de måtte stå på en mælkekasse for at kunne nå.
Allerede weekenden efter var der igen lagt op til en anderledes spejderdag, da vi tog i Tivoli Friheden. Her var der aktiviteter, hvor spejderne bl.a. skulle passe på vandet i en kop, mens de sad i en forlystelse, klatre til tops i en rebstige eller gæt og grimasser ligeledes i en forlystelse.