Hilsen fra Hærvejen

På grund af dårlig internetforbindelse (skod-3G) kan vi først skrive en hilsen fra Hærvejen i dag.

De seneste dage har vi tilbagelagt 135 kilometer. Vi har været i bevægelse i 13 timer, og har derudover holdt en farlig masse pauser – når vi er blevet tørstige, skal tisse, når en cykeltaske falder af, et snørebånd går i hjulene, når Jan skal hente fronten i Uldum, når juniorlederne skal bande over kort, når der skal smøres solcreme på, når vejen deler sig, når der er små føl på markerne og ikke mindst når der skal vinkes til forbipasserende.

Søndag aften overnattede vi ved Hærvejscenter Kollemorten – som ikke overraskende ligger i Kollemorten. Her gik det meste af aftenen med at hoppe på trampolin, og sidde lårene af de stakkels juniorledere, som prøvede at puste liv i de lamme ben.

Mandag aften kom vi til Randbøl, hvor vi skulle overnatte på en mark. Ikke nok med at marken blev beboet af får. Den bar også i høj grad præg af, at fårene boede der til daglig, og ikke havde de store hæmninger med, hvor de lægger deres efterladenskaber. Så er det jo rart, at der er en presenning i bunden af vores bivuak.

Tirsdag aften kom vi til Vejen, hvor vi endelig skulle sove i sheltere i stedet for bivuak. Og netop som vi ankom, kom den danske sommer for alvor. Det blev stegende varmt, og shelterne (ja, der var 2 styk) blev straks indtaget af ungerne. Til trods for at vi nu havde dobbelt så meget soveplads som i bivuaken kneb det alligevel med at finde plads til alle. Heldigvis er lederne rigtigt gode til at skubbe sovende juniorer væk, så der bliver plads til alle.

I skrivende stund er vi nået til spejderhytten Myretuen lidt uden for Jels. Her skulle vi have tilbragt en masse timer med afslapning, men desværre gik alt i fisk onsdag, så vi kom frem meget senere end forventet. Vi skulle have kørt 15 kilometer (plus de 5 kilometer som juniorlederne altid undlader at nævne). Vi kom dog til at køre næsten 40 kilometer, men så har vi også både været i friluftsbadet i Jels, og fået købt ind i Brugsen (og Spar og HydroTexaco og bageren i Vejen).

Denne aften har patruljelederne stået for aftensmaden. Den stod på wokret (uden wok) og nudler. Det lavede de til en guldmedalje, og vi blev endnu engang alle mætte.

I morgen skal vi skrækkeligt tidligt op. Lige nu sover de kære små på bløde madrasser, og de er alle sammen blevet vasket i varmt vand og sæbe, så hytten lugter mere af blomster end af sure tæer. Det er dejligt med luftforandring.

Slut her fra Jels – vi håber at vende tilbage med mere nyt – om 3 vil.

 

Med venlig hilsen

Juniorlederne og jeres børn

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar