Hilsen fra Spejderlejr For Alle 2007
For femte gang afholdt Erik Menved Spejderne den 6.-8. august Spejderlejr for alle. I år var der 21 deltagere, som i 3 dage skulle prøve at være spejdere.
Da vi havde fået hejst flaget mandag morgen, og havde gået en tur rundt på spejdernes store naturgrund, kunne vi gå i gang med at lave vores lille spejderlejr. Der skulle slås telte op, hvilket ikke er helt så let, som det ser ud til. Dette tog alle de store sig af, mens de yngste ordnede mirabeller til mirabellegrød, og fik sat gang i det bål, som vi skulle lave vores frokost på.
Der gik ikke lang tid inden børnene opdagede, at nogle dele af vores område vrimler med frøer og vandsalamandere. Vi havde faktisk ikke behøvet at planlægge aktiviteter for resten af tiden, da indsamling og beundring af små firbenede væsener pludselig blev det helt store hit. Ungerne blev dog heldigvis sultne på et tidspunkt, så vi også kunne få noget frokost. Frokosten bestod af toasts med skinke og ost, som skulle steges på bålet. Der forsvandt i løbet af ingen tid 120 skiver toastbrød.
Efter frokost fortsatte udforskningen af vores skov og dal, og omtrent 500 se-hvad-jeg-har-fundet senere, kunne vi fortsætte med at bygge lejr. De yngste byggede nogle flotte bænke til vores bålplads, og de ældste byggede et gyngestativ og en vippe af rafter.
Inden længe blev det tid for at gå i gang med at lave aftensmad. Der skulle laves bålkartofler (bagte kartofler i et glødebål) og der skulle grilles majs, som blev spist sammen med nogle skinker og bearnaisesauce.
Mens maden blev til, blev der bygget fælder i skoven, der blev fundet kranier og knogler fra forskellige dyr, og minsandten om der ikke også blev fundet et par salamandere eller tre, og indrettet en mindre zoologisk have for frøer i vores dal.
Senere på aftenen skulle vi naturligvis have lejrbål. Her kunne dem der havde lyst stege små pandekager over bålet, og inden vi havde set os om, var det blevet tid for at finde soveposerne frem i teltene. De ældste af vores juniorspejdere valgte at overnatte på fliserne under nogle borde med presenninger imellem. De er nu ikke helt almindelige sådan nogle spejdere
Tirsdag morgen spiste vi morgenmad lidt over otte. Dagens program startede med en omgang rundbold, hvorefter der skulle renses friskfangede fisk til vores aftensmad. Der skulle lidt overvindelse til for at holde på de glatte fisk, og ikke mindst for at skære dem op og gøre dem rene indeni. Alle 25 fisk blev dog gjort klar, og nu lugtede vi alle sammen af fisk. Men fisk er jo sundt
Det blev hurtigt frokosttid, hvor alle mand selv skulle lave burgere. Det var også vigtigt med noget at styrke sig på, for efter frokost skulle vi i skoven for at klatre i træer. I to kæmpestore bøgetræer havde vores dygtige klatremand gjort klar til klatring. Og det var ikke helt almindelig træklatring, for ingen af træerne havde grene på de nederste femten meter!
I det ene træ skulle man selv klatre iført sikkerhedsline, indtil man 11 meter oppe kunne ringe med en klokke, inden man kravlede ned igen. I det andet træ kunne man få en elevatortur op i 17 meters højde, og rapelle ned ad stammen igen. I ventetiden blev der også klatret på de høje, stejle skrænter i skoven.
Da vi var færdige med at klatre, var det tid for at få lidt kage og saftevand at styrke sig på. Derefter gik det videre til et radioløb på engen i Ulvedalen. Her var der intet mindre end 100 poster der skulle løses, hvor man gennem walkie-talkie skulle fortælle de rigtige svar til lederne, inden man fortsatte til en ny post. Det blev til rigtigt mange løbeture rundt på engen, hvor der både skulle tænkes, findes ting og findes på.
Så var vi også ved at være sultne, og så er der jo ikke andet at gøre, end at lave noget mad. Fiskene som vi rensede om morgenen, skulle nu røges, så de blev rigtigt lækre. Det var nu ikke alle fiskene der blev spist, men det blev prøvet, og så var det jo godt at vi også havde lavet rigeligt gulerodssalat, kartofler og sovs til.
Nu skulle man jo tro, at det var ved at være slut for i dag, men nej. Det var jo stadig lyst og så skal vi jo ikke spilde tiden med at sove. Så efter aftensmaden kunne vi lige klare endnu et lille løb på vores græsmark. Denne gang handlede løbet om tegneserier, og der skulle løses opgaver om alt fra Georg Gearløs til Homer Simpson. Man bliver jo sulten af al den tænken og løben, så inden sengetid kunne vi lige nå at spise en masse ferskner og pærer med vanillecreme.
Nu tænker du jo nok, at spejderlederne da også må være frygteligt trætte efter at have været i gang siden klokken halv syv. Nej, på ingen måde. Bortset fra de mange tændstikker vi brugte til at holde vores øjenlåg oppe, så var det intet at snakke om. Vi havde også endnu et par timers arbejde med at gøre klar til aktiviteterne næste dag. Det gode er nemlig, at spejderlederne også har det rigtigt sjovt, når vi er sammen. Har du lyst til at lave sjove og spændende aktiviteter for børn, og lyst til at være sammen med sådan nogle rare mennesker som os, så må du da endelig ringe
Onsdag morgen skulle vi i gang med at pille vores lejr ned igen. Det tog ikke lang tid, så der blev også tid til lige at lege en omgang bulldog igen, inden der skulle tændes et stort bål i dalen. Efter frokost, hvor vi spiste et helt bjerg pitabrød, skulle vi spille spejder-paintball. Her skal man erobre de andre holds flag, og man skyder hinanden, ved at ramme dem med små bolde med mel indeni. I løbet af en times tid havde vi fået hældt 20 kilo mel udover hinanden, og vi så da godt nok lidt blege og støvede ud. Så var det jo heldigt, at vejret var så godt, at vi kunne finde vandslangen og havevanderen frem. Ikke et øje var tørt, og spejderlederne slap da heller ikke for at få vand, selvom de prøvede at sidde udenfor skudlinien.
Nu var klokken også ved at være fire, så det desværre var tid for at tage afsked ved flagstangen og synge Spejderbror.
Vi håber, at I allesammen havde en rigtigt god lejr. Det havde vi!
Kærlig spejderhilsen
Trine, Linda, Ellen, Anita, Tina, Rikke, Anne Grethe, Simon og Jan
– og spejderne hos Erik Menved Spejderne
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!