Landskamp mod Ukraine

Efteråret er langt fremme her i Chernihiv, og det bliver snart vinter. Tirsdag morgen var ekstra grå og kedelig, da vi begav os mod Makoshino, der ligger et par timers kørsel nord for Chernihiv. Ikke fordi der er ret langt, men fordi vejene ligner noget der er løgn. Det er Olga fra Aratta der kører os. Der er ikke mange kvinder der kører bil i Ukraine, men hun bringer os sikkert frem til trods for, at alle hernede kører som vanvittige. Det er med livet som indsats, at man krydser gaderne her – ikke mindst i fodgængerfelterne.

Makoshino er en lille by med 2.500 indbyggere. Her har Aratta en afdeling, som var den vi skulle besøge. Vores besøg startede med hyggeligt samvær med de børn der havde været i spejderhytten Wigwam i Horsens tidligere i år og i 2007, hvorefter de fremviste en lille – men ikke desto mindre imponerende – cirkusforestilling i det nærliggende kulturhus. Kulturhuset er, som alt muligt andet i byen, i en forfærdelig stand, men ildsjælene bag det hele prøver efter bedste evne, at få det hele til at fungere. En af de ting, som der dog ikke er råd til at bringe i orden er områdets centralvarmesystem. Derfor er der kun to af rummene i kulturhuset der kan opvarmes, når der bliver tændt op i brændeovnen, og det gør jo forholdene lidt barske, når det inden længe for alvor bliver koldt. Udenfor bliver vi også tilbudt at komme hen for at se det lokale monument over 2. verdenskrig – der er utroligt mange af den slags hernede og selv den mindste flække har åbenbart mindst eet monument stående. Vi fik dog forklaret, at vi var mere interesserede i de levende end i de døde.
Omtrent halvdelen af byen ligger i ruiner. Befolkningstallet er stærkt aftagende efterhånden som indbyggerne dør, og de unger flytter til Chernihiv eller Kiev, hvor der måske er håb om at få arbejde. Der er ingen forretninger tilbage og alt det der ikke er i brug forfalder mere og mere. Inklusive folks håb om bedre tider.

Tilbage i Arattas hus i Makoshino får vi frokost sammen med de ældre damer der udgør Aratta i Makoshino. Selvom de ikke har meget at gøre med i dette lille lokalsamfund langt væk fra storbyen, har de overskud til at være både hyggelige og humoristiske, og de fodrer på os, som var det os, der var i nød. De mener også helt bestemt, at de skal finde nogle kommende koner til os, og hvis ikke vi er gift næste gang vi kommer på besøg, så gør de helt sikkert alvor af det. Vi får selvfølgelig også en god snak om det arbejde de laver. Udover at fordele nødhjælp til de trængende familier, så driver de klubber for børnene i byen og sørger for, at kulturhuset faktisk indeholder kultur. Ludmila, Vera og Valentina er beskedne damer, men det er dem der sammen med den oprindelige initiativtager Natalia sørger for det meste – fra papirarbejde og madlavning, til kostumefremstilling og danseundervisning. Vi insisterer dog på i det mindste at få lov til at hjælpe med at tage af bordet igen efter frokosten selvom de protesterer.

Efter nogle timers ophold og rundvisning er det desværre tid for at køre tilbage til Chernihiv, da vi skal på besøg hos en familie først på aftenen. Kort efter afgang gør vi dog et stop, da jeg skal have taget nogle billeder af den sammenfaldne by. Her møder vi, som vi har gjort så mange gange hernede, en af de lokale “originaler”, der straks vil snakke og fortælle om sit liv. Vi får den korte udgave, som både indeholder sejlture til Venedig og ophold i det nærliggende fængsel, hvorefter vi får en hilsen med på rejsen og et velkommen til Makoshino.

Tilbage i Chernihiv får vi købt gaver til familien Kovalenko. Vi kom begge to til at holde meget af Vadym, da han var på ferie i Horsens i foråret, så vi glæder os naturligvis til at se ham igen. Vi begynder nu så småt at blive genkendt i lokalområdet hvor vi bor, og vi bliver ikke længere forfulgt af vagter i alle butikkerne. Alle de blomstersælgende gamle koner i tunnellerne under bymidten vinker da også ivrigt til os, fordi vi vist har købt vores andel af buketter nu (hotelværelset ligner et mindre gartneri).

Vi må tage en taxi til familien Kovalenko, da det ikke er alle adresser, der er lige nemme at finde hernede. Det viser sig dog at blive temmeligt nemt, for Vadym hænger på hegnet og venter på os, og har i øvrigt gjort det hele eftermiddagen finder vi ud af. Da både Simon og jeg har fået det store velkomstkram, bliver vi ført med indenfor. Bygningen er, som de fleste andre hernede, noget der efter dansk standard skulle have været jævnet med jorden for flere årtier siden. Opgangen er bælgravende mørk, der lugter slemt af mug og urin, gulvet klistrer og vinduerne er smadrede. Indenfor i lejligheden på første sal er der dog tændt lys, og i entreen tager mor Lubov imod os sammen med alle børnene. Det er Vadyms brødre Vladislav, Roman, Vitaliy og Valentin samt søsteren Lilia. I køkkenet er der varmt, kedlen står på gaskomfuret og der er friskbagte kager på bordet. Inden længe er der skænket te til alle mand, og mor Lubov vil straks høre om vores oplevelser i Ukraine indtil nu. Hun vil også have forklaret hvad spejdere er for nogle størrelser, og hvad der dog bringer os til dette fjerne sted.

Familien Kovalenko er rigtigt hyggelige. Der bliver grinet meget omkring bordet efterhånden som samtalen udvikler sig, og også her mener moderen, at hun må finde nogle ægtefæller til os, for det kan jo ikke passe, at sådan nogle fyre som os skal være enlige. Hun bor selv alene med alle børnene og har gjort det i 10 år. Hun arbejder på en brødfabrik 48 timer om ugen, halvdelen af dem om natten, og det kniber at kunne brødføde familien med lønnen. Af Aratta får de tøj til familien, mens den eneste hjælp de får af staten er, at børnene kan spise gratis i frokostpausen på skolen. Børnene deltager også i nogle af Arattas klubaktiviteter på det lokale center, som vi besøgte dagen før.

Det er tydeligt, at hun er en kvinde der ved hvad hun mener. Da hun ligesom Saschas mormor er gammel nok til at kunne huske tiden i Sovjetunionen spørger vi også her, hvordan tingene har forandret sig. Hun udtrykker det meget poetisk: “- I sovjettiden havde vi alle sammen penge nok, men der var ingen varer i butikkerne. I dag er der varer nok, men vi har ingen penge at købe dem for”. De har ingen jord, hvor de kan dyrke grøntsager, så de er nødt til at købe alle nødvendige varer på markedspladsen.
Sønnen Roman vil gerne vide en masse om Danmark. Både om vores politiske system, om vores økonomi, velfærdssystem, skoler og sundhedsvæsen, og det bliver til adskillige forbløffede suk omkring bordet, efterhånden som det bliver klart for dem, hvor store forskelle der er på vores samfund. De yngste af drengene er dog ikke helt så politisk interesserede som Roman, og da de begynder at kede sig synligt, synes de bestemt, at det må være tid for at spille nogle spil. Det er sådan de tilbringer deres aftener, når lektierne er blevet lavet. Så mens de på skift hjælper mor Lubov med at skrælle kartofler, bliver Simon og jeg udfordret i henholdsvis skak og dam. Simon tager den sværeste tørn, da han må dyste mod samtlige drenge i skak – og 2 gange mod Vadym. Jeg kan dog nøjes med to spil dam med Roman, mens jeg holder samtalen kørende, men kan dog godt mærke, at jeg har spillet mere Counter Strike end brætspil i min tid. Mens jeg har Vadym hængende om halsen, og storebror Valentin skal vise billeder fra dengang han og Lilia også var i Horsens på ferie, så må jeg desværre erkende, at Danmark tabte den uofficielle landskamp i dam mod Ukraine.

Det var skrækkeligt svært at forlade Kovalenko’erne igen, for der var rigtigt hyggeligt i deres hjem og vi følte os meget velkomne. Det var tydeligt for enhver, at de til trods for en masse materielle mangler faktisk havde det godt, og at mor Lubov får det hele til at fungere så godt som det kan lade sig gøre. Hvis ikke det var fordi vi skulle have sendt vores tolk hjem for at sove (det var langt over hendes sengetid :-), så havde de uden tvivl også fundet plads til at vi kunne overnatte. På vej derfra får vi slåsset lidt med Vadym – det har han nærmest ventet på siden april – og det bringer stor morskab, at vi kalder ham for Mr. Kovalenko, da vi siger farvel til hele familien. Vadym følger dog med ud på gaden for at give os det store farvelknus, inden vi må vinke farvel for alvor.

Vi håber virkelig, at vi får lejlighed til at besøge Vadym og hans søde familie igen.