Mest for sjov – Kære Mor og Far

Kære Mor og Far,

Vores juniorleder har sagt vi skal skrive til vores forældre, i tilfælde af at I havde set noget om springfloden i fjernsynet, og var bekymrede.
Vi har det godt. Kun et af vores telte og to soveposer blev skyllet væk.

Der var heldigvis ingen der druknede, men det var fordi vi var oppe i bjergene og lede efter Flemming, da det skete. Hils hans far og mor. Han kan ikke skrive, på grund af gipsen. Jeg fik lov til at flyve med en af redningshelikopterne, det var fedt. Vi havde nær aldrig fundet ham i mørket, hvis det ikke var for alle lynene.

Juniorlederne blev sure på Flemming, fordi han tog på blaffertur, uden at fortælle nogen om det. Men Flemming svarede, at han havde sagt det, men da det var samtidig med at vi var ved at slukke ilden, så var der nok ingen der havde hørt ham.
Vidste I at hvis man stiller en dåse med gas, ind i et bål, så eksploderer den.

Alt det våde træ ville stadig ikke brænde, før juniorlederne hentede reservedunken i bilen. Han skulle nok have kontrolleret at den var helt tæt først.
Men vi var smadderheldige. Det var kun et af vores telte og noget af vores tøj, der brændte. Jytte kommer til at se underlig ud, indtil hendes hår er vokset ud igen.

Vi er hjemme igen lørdag, hvis juniorlederne får lavet deres bil. Men det var ikke deres skyld at den blev smadret. Bremserne virkede næsten OK, da vi kørte, og som juniorlederne har sagt: “Med sådan et gammelt lig, må man forvente at der er noget der går i stykker, fra tid til anden”. Det er nok derfor han ikke kan få den forsikret.

Vi synes det er en fed bil. Jeg vidste ikke man kunne bruge en gammel taxa til spejdere. Der er taxameter og alting i endnu. Men juniorlederne siger den skifter farve om natten. De siger den kører i sort, eller sådan noget.
De skælder ikke spor ud hvis den bliver snavset, dem der ligger i bagagerummet, må bare ikke drikke af flaskerne, og passe på de ikke stikker sig på kanylerne.
På vej herop, fik vi lov til at køre i traileren på skift. Lige til ham panseren stoppede os, og gav os en bøde.

Juniorlederne er nogle fede fyre. Bare rolig, de kører smaddergodt bil. Når de er ædru, lader de Peter køre, så han kan lære det. Men de lader ham kun køre når der ikke er andet trafik på vejen. Men på disse smalle bjergveje, er der ikke plads til andre end os, så det er ret heldigt.

I morges badede de andre fra klipperne og svømmede i søen. Juniorlederne ville ikke lade mig bade, når jeg ikke kan svømme, og heller ikke Flemming på grund af gipsen, for den ville nok tynge ham for meget ned.
I stedet fik vi lov til at tage en kano og sejle tværs over søen. Man kan stadig se alle træerne på bunden, efter springfloden. Juniorlederne er virkelig fede, ikke så pivede som de forrige. De blev ikke engang sure over, at vi havde glemt redningsvestene.
Kun over at kanoen blev lidt skrammet, der hvor bjørnen satte tænderne i.
Flemming har for øvrigt ikke flere rene bukser, så han må gå uden. Juniorlederne har sagt at det er så synd for ham, så han har fået lov til at låne den bikini, der lå bag i bilen.

Gæt hvad??
Vi har allerede fået vores duelighedstegn i førstehjælp.
Da Knud dykkede ned i søen og skar sig på nogle rustne søm, lærte vi hvordan man årelader folk, og opererer med en dolk.
Nikolaj og Lise, har kastet op i en uge. Juniorlederne siger det nok er madforgiftning, for de spiste den grillkylling der lå i handskerummet i bilen. Juniorlederne siger den kun var fjorten dage gammel, så den var da god nok. Den var jo pakket ind, så de har sikkert ret. Findes der vel også grønne kyllinger?

Juniorlederne siger, at det var de altid i fængslet, da de sad inde. Jeg er så glad for at de brød ud, og blev vores juniorledere i stedet. Er livstid lang tid at skulle sidde i fængsel??? De bliver ved med at sige at tingene har forandret sig meget siden, de sidst var ude.

Jeg må slutte nu. Philip og mig skal blaffe ind til byen, for at sende vores breve og købe flere patroner til juniorlederne. Vi skulle også hente noget krydderi til maden. Stryknin hed det vistnok, eller sådan noget.

Håber I også har det godt.

Kærlig hilsen
Sønnike

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar