Nu er det snart slut
Så er det desværre ved at være tid for sidste status her fra Kandersteg. Alle mand er sidst på dagen vendt hjem fra vandreture i bjergene. Hvad de har oplevet der vil jeg overlade til spejderne selv at fortælle, men helt sikkert er det for alle, at de kommer hjem med en stor oplevelse derfra. Spejderne var delt i tre hold der drog afsted på forskellige ture og overnattede i hytter langt oppe i bjergene. Det var heller ikke helt skidt med en overnatning på en madras.
Vi har også fejret vores tredje og sidste fødselar, nemlig Rasmus der fylder 13 år i dag. Og han fik endda fødselsdagssang to gange – både på engelsk i bjergene (af hensyn til guiderne) og på dansk, da vi alle var samlet igen. Tillykke til Rasmus. Vi synes faktisk det er lidt sejt at vi har så mange spejdere der tager på spejderlejr på deres fødselsdag.
Her til aften har vi været til fælles lejrbål med de andre grupper. Det var rigtigt sjovt. Om lidt er der dømt tvangsbrusebad til alle mand, så der lugter knap så meget af død gnu i bussen på vejen hjem. I morgen pakker vi lejren sammen og drager hjem klokken 14.
Det bliver en afsked med en sommerlejr i særklasse med masser af indtryk og oplevelser, man ikke lige får hver dag. Og så er det jo en ren fornøjelse at være afsted med de spejdere vi har. Samtidigt er vi ret sikre på, at der bliver en lidt anden ro i bussen hjemad end på vejen herned.
Vi ses på søndag.
Kærlig hilsen
Erik Menved Spejderne
Kandersteg, 2014