Nyt fra gruppelederen august 2004

En dejlig Blå Sommer – nu ser vi så frem til et godt og spændende nyt spejderår

Tak til ledere og børn for en rigtig god sommerlejr Blå Sommer. Har I fulgt med på hjemmesiden?
Jeg synes vi havde en rigtig god tur og fik mange gode indtryk af lejren og en hel masse ideer at bygge videre på herhjemme.

Efter en dejlig sommerferie er vi nu klar til at tage hul på endnu et sjovt og spændende spejderår. Den nye hytte lader vente lidt på sig, men den skal nok komme. Dog når vi det ikke inden vintersæsonen og vi er derfor nødt til at gøre som sidste år – leje en pavillon, så vi kan få varmen inden døre.

Efter oprykning er der en del af jer, der har fået nye ledere som I nu skal til at lære at kende. Men det er jo netop fordelen ved at være af sted på samme sommerlejr, at vi kender hinanden på kryds og tværs i gruppen.

I foråret havde vi fællesindkøb fra Spejder Sport – der var ikke mange, der gjorde brug af tilbuddet. Jeg vil her gerne gøre opmærksom på, at muligheden for fælles indkøb med 20% rabat på alle ting i Spejder Sport er en tilbagevendende begivenhed inden sommerferien. Så husk det, hvis du er ved at vokse ud af uniformen, måske kan du vente til maj måned!

Desuden vil jeg for nye forældre også gøre opmærksom på, at vi har sangbøger og Erik Menved T-shirts til salg fra WigWam. Henvend jer blot til jeres leder.

Ha’ en fortsat god sommer.

Ellen

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar