Nyt fra minierne
Vi har rygende travlt i minigrenen og det er helt fantastisk. Vi er igen oppe på rigtig mange skønne minispejdere, 36 i alt, så der er drøn på. Vi har haft rigtig stor fremgang i flokken efter Coronaen har løsnet grebet på samfundet.
Vi har haft travlt med knivbeviser for både oprykkere og nye spejdere og (næsten) alle har været igennem knivhåndtering og teori og har modtaget knivbeviset. Kniven er et vigtigt symbol og værktøj for mini-spejderne og de bærer den med stolthed. Derfor starter vi næsten altid spejderåret i august med dette mærke.
Vi går stadig 5 kilometer hver måned som en del af 12*5 km mærket. Som en del af dette årsmærke tager vi en del enkelt mærker som ”Makkermarch”, ”5km Nattesyn”, ”5km baglæns”, ”5km i blinde” osv. Spejderne oplever til stor overraskelse at 5km ikke er noget problem og med variationen i de forskellige ture kommer vi rundt omkring i Horsens og turene bliver gennemført på flere forskellige fjollede måder.
I september var vi på tømmerflådetur, hvor vi byggede tømmerflåde, badede, sov i shelter og hyggede hele vejen igen en helt fantastik weekend. På denne tur tog vi Burgermærket, hvilket gik ud på at spise burgere til morgenmad, frokost og aftensmad. Vi kan konkludere at vores minispejdere elsker at lave og spise mad.
På møderne igennem efteråret og i starten af vinteren har vi haft meget fokus på at få sammentømmeret gruppen og lege en masse: vi har klatret, lavet lagkageløb, haft bådræs og lavet en masse bål. Vi har en god gruppe der fungerer godt og som er gode til at tage imod nye og inkludere dem i gruppen.
Senest har vi haft nytårskur, hvor vi også afholdt Mini Legene med forskellige fjollede og tossede discipliner. Spejderne skulle blandt andet guide hinanden igennem en forhindringsbane med bind for øjnene, hente brænde på tid og lave en række huske lege. På denne tur tog vi også Rasmus Klump mærket hvilket betød at der skulle laves og spises pandekager til alle måltider. Som en del af dette mærke udvidede spejderne også både deres Trangia og opvaskefærdigheder. Det hele kulminerede i en stor nytårsfest med pandekager (naturligvis), slushice, bordbomber og konfetti.