På besøg hos Sascha

Simon Neve og jeg tilbringer vores efterårsferie i Ukraine. Vi er her for at besøge de børn, som i foråret var på ferie i Danmark i vores spejderhytte. Vi er taget hertil for at få et førstehåndsindtryk af, hvordan livet er i Ukraine.

I søndags var vi på besøg hos Aratta i Chernihiv. Chernihiv er hovedbyen i regionen af samme navn, som findes i det nordøstlige Ukraine. Aratta er en organisation der udfører frivilligt socialt arbejde blandt de familier, som har de ringeste levevilkår, og de skal desværre tælles i tusindvis bare i denne by. På Arattas center herinde i byen mødte vi 10 af de børn, som var på ferie i Danmark. Det var en dejlig oplevelse at møde dem igen, og de kom os i møde, som om det var i går vi havde været sammen sidst. Så der var god lejlighed til en masse sjov og snak – både om hvilke indtryk de havde fra Danmark, men også om deres hverdag, skole og fritidsinteresser. Nogle af deres forældre var også med og de havde en masse spørgsmål om Danmark, og ville gerne høre meget om vores skoler og universiteter, og ikke mindst om vores militær – sidstnævnte noget som har stor betydning i Ukraine, hvor en militær karriere er meget anset. Ukraine har den næststørste hær i Europa – kun overgået af Rusland.

Mandagen har vi tilbragt sammen med vores guide, der har ført os rundt i store dele af Chernihiv, som er en meget gammel by med mange historiske bygninger, museer, kirker, gravkamre og monumenter. Det er naturligvis meget interessant, men slet ikke lige så spændende som det egentlige formål med vores rejse: At møde ukrainske familier og opleve, hvordan livet er i bunden af samfundet.

Mandag aften var vi på besøg hos Sascha og hans familie. Sascha er en lille dreng på 10 år, og er eet af de børn, som i foråret var på ferie i Horsens. Sascha bor sammen med sin mor, sin mormor og sin lillebror på fire år. De bor i en lille lejlighed i et faldefærdigt hus et par kilometer væk fra centrum af Chernihiv. Her har de et meget lille køkken og et enkelt rum, der både fungerer som stue og som soveværelse. De har i alt cirka 15 kvadratmeter – det er ikke meget mere, end de fleste børneværelser i Danmark. Vi bliver tilbudt at sidde i de to eneste stole, mens resten sidder på de to senge, som fylder næsten halvdelen af rummet.

Det er en familie, som har ganske få kroner at leve for om dagen. Ikke desto mindre har de har købt gaver til os og anrettet et større kagebord, og de byder på både te og kaffe til os og vores tolk. Derefter begynder de at fortælle os om, hvordan livet er for dem.

Saschas far lever ikke mere, så de lever af de penge, som Saschas mor tjener som nattevagt ved havnen. Halvdelen af deres mad dyrker de selv i haven, og resten er de nødt til at købe inde i byen for de få penge, de nu engang har. Lejligheden de bor i, er ejet af staten, og den koster mange penge til trods for, at der intet bliver gjort for at gøre den i stand. Sidste år havde de ildebrand, hvor de mistede alt, og de måtte selv sørge for, at gøre lejligheden brugbar igen. Hver eneste måned skal de betale mange penge for både strøm, vand og gas og da huset nærmest er en ruin efter dansk standard, er det meget dyrt at opvarme, når det om vinteren bliver 20 minusgrader udenfor. Der er kun koldt vand i huset. Når de skal bruge varmt vand skal de selv varme det på komfuret, og både toiletbesøg og vask foregår i et lille skur udenfor.

Jeg spurgte dem om, hvor meget hjælp de har modtaget fra Aratta. Alene deres ansigtsudtryk og fagter gjorde, at det næsten var overflødigt med en oversættelse af hvad de sagde. Aratta har betydet alt for dem. Saschas mormor pegede på alting i det lille rum og fortalte, at det altsammen kom fra Aratta. Møbler, senge, dyner, lagner, bamser til drengene og det tøj de havde på. Jeg spurgte selvfølgelig også, hvor meget staten gjorde for dem, og svaret på dette var meget kort og enkelt: Intet!

Familierne i Ukraine er overladt til sig selv. Kan de klare sig er det fint – kan de ikke klare sig er det bare ærgerligt. De får lov at dø på gaden, hvis ikke de selv kan finde ud af at skaffe mad på bordet og tag over hovedet.

Ukraine var en del af Sovjetunionen indtil unionens sammenbrud for små 20 år siden. Derefter blev Ukraine et selvstændigt land ligesom mange af de øvrige sovjetstater. Jeg spurgte familien om, hvordan livet havde forandret sig siden Sovjetunionens fald. Saschas mormor, som var den der primært førte ordet, svarede: “- I sovjettiden vidste vi, hvad vi havde. Vi havde ikke meget håb om, at få mere, men dog alligevel et lille håb. Vi vidste at vi kunne overleve. Det ved vi ikke i dag og vi har ikke engang håb.”

Saschas yndlingsfag i skolen er matematik. Jeg spurgte Sascha, hvad han godt kunne tænke sig at blive, når han blev voksen. Sådan noget kan være svært at svare på, når man kun er 10 år gammel, og han blev da også lidt genert, da vi nu allesammen sad og kiggede på ham. Han var nu ikke så længe om at svare alligevel. Han ville gerne bygge huse, og hans største ønske for familien var, at de kunne få et større sted at bo, så han også kunne få et værelse for sig selv. Hans mor supplerede med at fortælle, at Sascha havde et lille byggesæt, hvor han forlængst havde bygget det hus, som han ønskede at de kunne bo i.

Jeg spurgte familien om, hvordan ukrainerne opfatter sig selv. Saschas mormor svarede uden tøven: “- Ukraine er et stort land med et stort potentiale, men er ledet af en regering, som kun tænker på sig selv.”

Jeg spurgte også om, hvordan deres indtryk er af den omgivende verdens kendskab til Ukraine – om de føler sig glemt og overset. “- Vi ved og mærker selv, at der i mange lande i Europa bliver gjort et stort arbejde for at hjælpe os, og det er vi dybt taknemmelige for.”

Og hvad er mon så ens største ønske, når man lever under sådanne vilkår i en fjern og fattig egn af Europa? “- Vi håber, at den næste præsident vi vælger, vil gøre noget godt for folket og ikke kun tænker på sig selv og sine nærmeste.”

Da vi rejste os for at tage afsked og takkede for deres store gæstfrihed, blev Saschas mormor tårevædet og takkede for alt hvad der var blevet gjort i Danmark for Sascha og de øvrige børn. Hun fortalte, at han var kommet hjem med nogle oplevelser, som det kun var ganske få ukrainske børn forundt, og at han havde fortalt en masse om nye venner i Danmark og om hvordan livet var udenfor Ukraines grænser. Hun fulgte os på vej op ad gaden, og skiftevis takkede for vores besøg og inviterede os til endeligt at komme igen, når vi atter var i Ukraine.

I de kommende dage skal vi besøge flere familier her i Chernihiv, forskellige sociale hjælpeorganisationer og en af de lokale skoler.

Hilsener fra Ukraine
Simon og Jan