Seniorjuletur for begge klaner

Så er der nyt igen fra klanen – denne gang fra begge klaner på samme tid. Klan Mik Mak har nemlig afholdt deres årlige julegallatur og denne gang var Klan Los Amigos også inviteret.

Vi startede ud fredag aften, hvor vi landede i WigWam og fik pakket ud og indrettet spisesalen til opholdsstedet for os alle. Kamilla, Camilla og Mette kørte afsted mod Bilka for at handle ind til resten af weekenden og specielt til den 3 retters menu, vi skulle have i morgen lørdag til vores gallamiddag. Vi endte med at fylde 2 indkøbsvogne til randen og så kunne vi endelig køre tilbage til WigWam for at læsse af. Resten af aftenen hyggede vi os og spillede lidt kort.

Lørdag formiddag havde vi fået varmet en masse sten op, så vi kunne komme i vores hjemmebyggede sauna/dampbad. Det var super lækkert, at blive varmet helt igennem. Desværre for Casper måtte han senere et smut forbi skadestuen for at få skyllet sine øjne igennem, da voksen i hans hår viste ikke at være særlig god, når den kommer i øjnene. Efter saunaen og dampbadet havde nogle af de andre klanmedlemmer sørget for, at frokosten var klar. Eller det vil sige at de havde fundet det frem, eftersom frokosten bestod af toast over bål – hvilket jo er verdens bedste toast.

Efter frokosten gik der ikke lang tid inden Klan Los Amigos ankom. Vi begyndte så småt at gøre klar til gallamiddagen og der blev kokkereret til den helt store guldmedalje. Andre sørgede for, at der blev lavet en lounge og der blev dækket fint op.

Da klokken blev 18:00, var alle klædt om og vi kunne starte vores gallamiddag, som blev skudt i gang med velkomstdrink og parbilleder. Resten af aftenen forløb rigtig godt. Vi fik en masse lækker mad og alle havde fundet de gode maner frem. Hen på aftenen blev der også danset lancier, som er en tradition vi i Klan Mik Mak har haft i mange år. Det nye i år var, at vi kunne danne hele to kvadriller, og det hele var så fint.

Søndagen stod på rengøring og alle hjalp til, så vi kunne være færdige hurtigst muligt og komme hjem og slappe lidt af efter en helt fantastisk weekend.

Julehilsener fra klanspejderne

Herunder: En masse billeder af os selv, hvor vi på ingen måde prøver at lægge skjul på, hvor lækre vi (selv synes vi) er.