Tomat-æderne vinder turnering!
Lørdag den 18. marts kl. 10:30 tog vi, 4 af Tomat-æderne, af sted til en spejderlejr i Vork. Da vi ankom, skulle vi lave lejrplads. Kl. 13:00 ville den blive bedømt. Da vi havde fået det gjort, kom nogle af medhjælperne og bedømte den, de fortalte også lidt af programmet. Vi fik besked på at hente madvarerne kl. 15:30, og i mellemtiden skulle vi ud og tage gipsaftryk af dyrespor. Efter vores egen mening blev det nogle meget gode spor, som vi afleverede.
Maden vi skulle lave, var pandekager med kødfyld. I kødet kom også champignon og hvidkål. Specielt kålen brokkede vi os meget over, men da det kom til aftenen, var vi så sultne, at vi spiste det rub og stub. Også maden blev bedømt, og dommerne syntes være meget tilfredse med maden.
Pandekagerne blev lavet i en gryde, men det var intet problem. Da Nikolaj kom til gik det som smurt.
Og det skal lige nævnes, at alle bålene skulle antændes med et ildbor. Det er en bue med lædersnor, som vikles om en hård pind. Oven på pinden holdes en træklods med hul i. På jorden lægges et stykke træ. Man tager pinden, hvor buen er viklet om, og trykker ned på den, mens en anden hiver buen fra side til side. Det tager sin tid at lave ild på den måde.
Lidt hen på aftenen, ca. kl. 21:30, var der lejrbål. Men det var ved at være godt koldt, så det blev indendørs – i en brændeovn. Vi kom til at sidde med de eneste andre blå spejdere. De kom fra Rårup. Efter et stykke tid gik snakken, de andre var kun 3. Så det passede godt, da vi kun var 4.
Efter lejrbål, ca. kl. 22:30 gik vi to blå grupper ud til vores telte sammen. Vi samledes om vores bål og snakkede indtil 11 tiden. Da kom en af medhjælperne og sagde grupperne skulle være i gårdspladsen om et kvarter og vi skulle medbringe vores ildbor.
Vi skulle så på natløb og den første post var i gårdspladsen. Vi fik udleveret 2 stykker træ, en økse, et papir, noget vand og et stykke spaghetti. Vi skulle så lave et bål med vores ildbor, og koge spaghettien i papiret over bålet. Dem der havde arrangeret løbet havde bare ikke tænkt på, at der var sten i gårdspladsen. Alle ved jo, at når man lægger en flintesten i et bål, så begynder den at revne og springe ud til alle sider. Det gjorde nogle også i bålene, et af stykkerne i vores bål sprang ud og op igennem vores stykke papir. Så vi blev hurtigt færdige ved den post.
Ved løbet skulle der bruges, kort og kompas, det gav lidt bøvl til at starte med. Men efter et par poster, havde vi godt styr på det.
Alle fik udleveret et “hjælpe”-telefonnummer – det kunne jo godt ske, at der var nogle der ikke kunne finde ud af at bruge kompas.
Kl. 3 var løbet slut, så hvis vi var på vej til en post, skulle vi bare vende om. Men vi blev færdige med hele løbet ca. kl. 2:55. Og så var der te og hjemmebagte boller. Det skal lige nævnes, at vi var de eneste der gennemførte løbet helt.
Klokken blev 4 – halv 5 før vi gik i seng. Vi var oppe igen kl. 8:30, så det blev ikke til så meget søvn den nat. Men vi lå tæt! Vi havde fået et meget lille telt med. Man vil nok normalt kun sove to i sådan et, men vi fik da klemt os derind.
Om morgenen stod den på havregrød, som også blev bedømt. Før maden skulle vi selvfølgelig til flaghejsning. Da vi havde spist, skulle vi rive lejr ned. Klokken blev hen ad 11, og alle skulle samles i gårdspladsen. Der skulle der deles præmier ud. Vi havde forberedt os godt med vores bro, som var en foropgave til turneringen, så den vandt vi med. Vi vandt også for maden, og nogle andre ting. Så sammenlagt vandt vi 1. pladsen. Vi fik tildelt 300 kr. som vi højst sandsynlig vil bruge, på vores tur til London.
Spejderhilsen
Jens Rasmussen
Tomat-æderne består af: Jens, 2 x Simon, Mads, Nikolaj og Rasmus
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!