Tropsnyt oktober 2012
Kære spejdere og forældre – så er det blevet tid for lidt nyt fra troppen.
De første to måneder efter oprykningen har været rigtigt spændende. Det blev jo lige pludseligt til en stor trop igen, da oprykkere og nye spejdere bragte os op på 24 tropsspejdere. De er jævnt fordelt i 4 patruljer på tværs af køn og alder. De har selv på første møde aftalt deres patruljenavne. De er … kreative. Vi skal lidt senere på efteråret have lavet nogle nye patruljestandere der passer til. De bliver sikkert ligeså kreative, hvis jeg kender dem ret.
Vi har ikke kun fået nye spejdere, men også nye ledere. Som tidligere nævnt vil vi gerne forynge tropslederne. Da vi ikke har fundet nogen kur der virker på de gamle ledere, så hyrer vi yngre kræfter til at supplere os. Jakob startede som leder lige inden divitræf, som han også deltog i, og han er ankermand på vores nuværende knivprojekt. Tirsdag den 30. oktober påbegynder vi et tema om spejdermad, der ledes af Glenn, der ligesom Jakob er tidligere Erik Menved spejder. De suppleres naturligvis fortsat af vores øvrige unge ledere Chris og Simon – Chris har dog et par måneders orlov lige nu for at færdiggøre sin elektrikeruddannelse.
Mens møderne hastigt blev mørkere henover september havde vi gang i et større pioneringsprojekt udenfor. Ledet af Chris og hans mangeårige spejdererfaringer, skulle spejderne bygge nogle lidt større pioneringsprojekter (dvs ting lavet i rafter og reb), som lå lidt udover de sædvanlige køkkenborde. Den barske dommerkomite måtte i sidste ende udnævne Bentes Powerteam 3000 – med Lasse som patruljeleder – som vinder af denne patruljeopgave.
Med sejren vandt de også retten til at være førstevælger på det efterfølgende møde af hvilken del af en større spejdermenu de ville lave. Det har de allesammen nu planlagt og kommer senere på efteråret til at købe ind til og udføre i forbindelse med vores madtema der begynder nu. Dette vil i altsammen høre mere om i næste nyhedsopdatering.
Derudover har den stået på fremstilling af knive. Dette er et lidt længere projekt, som kræver både tålmodighed og lidt fingersnilde, og for at det ikke bliver for ensformigt for dem der gerne vil have mere gang i den, så laver vi det kun hver anden gang indtil vi er færdige. Vi forventer at bruge 2 møder mere på det henover november.
I september var vi til divitræf, hvor tropsspejderne deltog i stort antal. Da de således var alle andre overlegne i både antal og selvtillid, var de ikke alene en festlig flok, men også en flok arbejdsomme unge mennesker, der hurtigt blev sat i sving med mange gøremål af arrangørerne. En dejlig travl og sjov efterårsweekend i bivuak med indbygget frisk luft og bålrøg. Og hvis ikke røgen fra bålene var nok, så kunne Mads tilbyde rigeligt med dieselos, hvor de kunne øve sig i slukning af ildebrand.
Når man er tropsspejder medfølger også muligheden for at deltage i en lang række af korpsets arrangementer. Dette gælder naturligvis PLAN i efterårsferien, som også de ældste juniorer kan deltage i, og hvor der denne efterårsferie deltog mange af vores tropsspejdere rundt omkring i landet. Det gælder også løb som Fenrisløbet, hvor en del af vores spejdere vil deltage. Vi fortæller løbende om disse arrangementer til spejderne efterhånden som tiden nærmer sig – eller rettere: Vi lader nogle af vores ældre spejdere og seniorer fortælle om dem, for det er naturligvis deres begejstring der skal sælge ideen til de yngre. Vi hjælper gerne med tilmeldinger, foropgaver, arrangering af transport og lignende, men det er spejdernes eget ansvar at tage initiativ og stilling til, om de vil deltage. Gruppen hjælper også gerne med delvis økonomisk støtte til flere af arrangementerne, men så er vi jo naturligvis nødt til at vide at de deltager (da de reelt kan tilmelde sig og deltage helt uafhængigt af os). Så kontakt os gerne for dette og øvrige spørgsmål.
Vi har jo også arrangementer helt for os selv. Det første af slagsen dette efterår kommer i weekenden den 30. november – 2. december, hvilket der udsendes information om kort efter denne nyhedsopdatering. Også i januar, nærmere bestemt den 19.-20. januar har vi en tropstur.
Dette var alle ordene for nu. Skriv eller ring til os, hvis I har spørgsmål, kommentarer eller andet på hjerte.
Spejderhilsener,
Tropslederne
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!