Tropstur til Kulla

Turen startede fredag aften, hvor vi lidt efter lidt kom dumpende ind alle sammen. Da alle efterhånden var kommet, satte vi os ned til en rouladebuffet (storspejdernes – og især Lenes – yndlingsguf). Der gik selvfølgelig ikke længe før Gamla (Peter) sad med en stak kort i hånden og spurgte om ikke der var nogen der ville spille blackjack. Resten af aftenen (og natten) gik derfor med at spille kort, lægge kabale og flette hår. Det var lidt sent da vi gik i seng – mit bud er, at der ikke var ro i Kulla før klokken halv 4.

Om formiddagen stod vi op, friske og veludhvilede til at klare dagens fysiske udfordringer. Eller bare udfordring, hvis man da overhovedet kan kalde den det. Hele troppen skulle simpelthen ud og ”fange” brændenælder. Først skulle vi dog lige have morgenmad!
Nå, men vi kom ud at gå og alt gik jo meget fint lige indtil Katrine og Sofie fik øje på en masse mudder der lå og flød. Eller de bildte i hvert fald sig selv ind at det var mudder selvom konsistensen, lugten og for den sags skyld også smagen, mindede uhyggeligt meget om kolort. Nå, men selvfølgelig skulle de to lige ud og trampe lidt rundt i det, så de satte i galop hen mod ”mudderet”. Og selvfølgelig nåede de ikke længere end tre skridt ud før de stod i ”mudder” til anklerne og kunne ikke komme ud. To andre fulgte op på succesen og løb (efter hvad de havde set hvad der skete med Katrine og Sofie) direkte ud i mudderet. Den ene for at hjælpe (Morten), den anden for at skubbe dem i (VJ). Morten og VJ trak begge hurtigt deres fødder ud af mudderet igen – eneste forskel var, at Morten var den eneste der beholdte sine sko på. Alt mens dette skete havde Sofie lavet nøjagtig samme stunt og stod nu også og gloede ned i mudderet efter sin sko, som tilsyneladende var blevet slugt af mudderet. Da alle andre efterhånden var kommet op af mudderet og havde fået deres ejendele med sig stod Sofie stadig uden sko på og gloede ned i slammet. Jeg vil skyde på at der gik ti minutter før hun endelig kunne trække sin bæbrune sko op dernede fra.
Efter vi var kommet tilbage og Sofie, Katrine og Natalie havde fået farven tilbage i deres fødder, besluttede Morten og VJ sig for lige at gå en tur igennem åen i bare tæer. Det er også fair nok, men da de kom ind og ville vaske deres tæer røg knappen til vandreguleringen af og pludselig stod Kullas badeværelse under vand.
Men uha vi er endnu ikke kommet til dagens store højdepunkt.
Efter de mange uheldige episoder stillede tre dejlige tropsspejdere sig i køkkenet (Lene, Morten og VJ) for at tilberede vores aftensmad. Der stod de hele dagen og kæmpede med gryder og pander mens de svedte i maden (billedsprog…tror jeg nok…) og til sidst stod med resultatet. En tre retters menu med både brændenælde-suppe, hasselbagte kartofler, bearnaise sauce, ø-bøffer og så selvfølgelig pandekager med is til dessert.
Efter den fantastiske aftensmad skulle vi lige slå mave. Men Gamla havde en lille leg gemt i ærmet. Vi skulle spille Jepady. Og jeg kunne skrive meget om det, men kort fortalt så vandt VJ og Morten stort over alle os andre…
Resten af aftenen gik med hygge, kabaler og fletninger…

Næste dag var det den kedelige oprydning og rengøring der stod på dagsordenen så det gider jeg ikke skrive om.

Alt i alt en rigtig god tur!

Martin

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar